- artikel

En afskedigelse er en ny begyndelse

Bragt i Universitetsavisen (Københavns Universitet) den 29. januar 2009

Den 5. januar ringede min institutleder til mig sent på eftermiddagen. Han ville gerne have en samtale med mig. Rent automatisk blev jeg bange. Sådan en udefinerbar angst for at der ville ske et eller andet som jeg ikke kunne forudse, og som kom igen da jeg vågnede i løbet af natten. Til gengæld følte jeg mig afslappet ved selve samtalen. Vi talte om situationen. Jeg spurgte hvordan han havde det, og han svarede at han var lettet over at jeg hverken blev vred eller begyndte at græde.

Nu var det en af institutlederens første samtaler, mens jeg to gange før havde oplevet at være del af fyringsrunder i private virksomheder, så jeg var nok mere vant til situationen end han var. Desuden var jeg ikke overrasket. Før jul havde han fortalt at fem eller seks skulle fratræde. De skulle nok tages af de tyve almindelige lektorer på Datalogisk Institut, og jeg ved af erfaring at ledelsens veje kan virke uransagelige i en fyringsrunde, så jeg havde regnet med muligheden af en afskedigelse.

Jeg havde tidligere oplevet hvordan en afskedigelse havde været et godt skub til at komme videre i min udvikling, og hvordan den fik mig til at se helt nye muligheder. Desuden kunne jeg mærke at jeg var lettet. I løbet af 2008 havde jeg oplevet at den tidligere institutleder pludselig havde forladt sin stilling, jeg var sammen med en række andre flyttet ud på Amager samtidig med at al vores undervisning og de fleste interne møder stadig fandt sted på Østerbro, og flere af mine studerende havde sagt at de ville se at blive færdige før instituttet faldt helt fra hinanden. Da jeg havde taget bussen og metroen fra Østerbro til Amager, måtte jeg huske at se passende alvorlig ud da jeg fortalte mine kolleger nyheden. De så til gengæld ret forundrede ud hvad jeg selvfølgelig var glad for.

Dagene efter

Jeg valgte af erfaring at være helt åben. Jeg kunne ikke begynde at afvikle mine opgaver uden at fortælle at jeg skulle fratræde. Desuden ved jeg af erfaring at når andre får at vide at jeg er del af en fyringsrunde, annoncerer jeg samtidig at jeg er interesseret i et andet arbejde.

I løbet af de næste dage hørte jeg at der var syv kolleger som var berørt af nedskæringerne på vores institut. De tre valgte ligesom mig at være åbne, to lod det sive mens jeg ikke har hørt noget om den sidste. Jeg var til endnu et møde sammen med min tillidsrepræsentant hvor vi aftalte de nærmere betingelser. Det viste sig at institutlederen jeg selv og min tillidsrepræsentant var ret enige om hvad der var en rimelig aftale. Da jeg havde prøvet turen før og kendte de praktiske detaljer der skulle med, endte jeg endda med at formulere dele af min egen opsigelse.

Baggrunden

Nogle af mine kolleger diskuterede hvor tidligt man skal melde sådan en fyringsrunde ud. Vi havde fået besked i december og skulle gå julen over og tænke på muligheden for en afskedigelse. Til gengæld ville biologerne ifølge medierne gerne have haft en diskussion noget tidligere så de måske kunne have gjort noget for at begrænse antallet af afskedigelser.

På Datalogi var situationen at man skulle have gjort noget for flere år siden. Fra 2003 til 2005 faldt antallet af optagne fra over to hundrede til under halvfems, og den udvikling gjorde det nærmest umuligt at undgå nedskæringer. Oveni kom så at instituttet ikke længere får betaling for studerende som er for længe om at blive færdige. Det rammer Datalogi specielt hårdt da mange studerende har erhvervsarbejde og en ekstremt lang studietid.

En strategisk fejl

Da antallet af studerende faldt, var jeg en af dem som prøvede at gøre noget. Jeg har arbejdet med markedsføring i et privat firma, og jeg har senere selv oplevet forbindelsen mellem manglende kunder og en fyringsrunde. Det var helt nyt for Datalogisk Institut at skulle lave markedsføring, men det lykkedes at få gang i noget arbejde, og der var bred opbakning. Det ændrede sig desværre i 2006 da universitetet fik ansatte ledere. Der var ikke længere det samme pres på lederne nedefra, og der var ikke noget pres ovenfra for at man skulle gøre noget ved det faldende antal ansøgere til Datalogi.

Universitetets ledelse satsede i stedet på en række nye kombinationsuddannelser. Den gjorde det uden at undersøge hvor mange studerende der kunne være interesseret i dem, og uden den brede diskussion som et fornuftigt privat firma er igennem før det beslutter udviklingen af et nyt produkt. Uddannelsen i IT og Sundhed var planlagt til halvtreds studerende om året, men der var kun ti som startede i sommer da den blev udbudt for første gang. I stedet for at gøre som lærebøgerne siger og koncentrere sig om kerneydelserne i en nedgangsperiode, kan universitetet blive nødt til at udhule selve datalogiuddannelsen og i stedet bruge kræfterne på en række uddannelser som måske altid vil give underskud.

Alligevel er de forskellige ledelser delvist undskyldt. Ledelse er kompliceret, det er svært at lære god ledelse uden at være i en kultur hvor den allerede praktiseres, og der er ikke meget litteratur om hvordan man laver markedsføring, strategisk planlægning eller personaleudvikling på universiteter. Samtidig er et universitet blandt de mest komplicerede organisationer som findes. Der er et utal af relationer på tværs, så det er svært at ændre noget og endnu sværere at forudsige konsekvenserne af en ændring.

De nødvendige ændringer

Det bliver vanskeligere at lave ændringer efter denne fyringsrunde. Der har været nogle knaster i kommunikationen. Der hænger et indtryk af at runden mere er noget som dekanen for Naturvidenskab har besluttet end konsekvensen af nogle økonomiske realiteter, og der er allerede nogle af mine kolleger som snakker om den næste fyringsrunde. Samtidig er afskedigelserne et skridt væk fra idealet om forskning som en livsstil og livslange ansættelser og hen mod et billede af forskere som ansatte i en stor offentlig virksomhed. Noget som strider imod det billede som mange forskere vil gøre meget for at opretholde af sig selv.

Nu er udviklingen imidlertid i gang. Hvis den skal lykkes, skal forskere og undervisere føle at de får noget til gengæld. Her er det nok afgørende at de forskellige ledere lærer at anvende den omdiskuterede personalepolitik på en intelligent måde i deres daglige beslutninger. Det er umuligt at lave instrukser som dækker alle tilfælde, og de kan blive misforstået eller omgået.

Det er også nødvendigt at man fremmer en mere åben og mindre autoritær ledelsesstil. Der er en tendens til at ledere som savner erfaring og gode rollemodeller, optræder mere autoritært end det er hensigtsmæssigt. Nogle gange kan ledere på et universitet endda optræde mere autoritært end man vil acceptere i en privat vidensbaseret virksomhed. Det skaber en unødig modvilje mod forandringer, og det betyder at lederne afskærer sig fra informationer som er afgørende for at de kan løse deres opgaver.

Faglig og personlig udvikling

Kombinationen af forskning og undervisning skaber nogle helt specielle muligheder. Til gengæld har jeg oplevet at arbejdet på universitetet er væsentligt mere kompliceret og krævende end arbejdet i en privat virksomhed. Jeg har opdaget at forskere og undervisere på universitetet ikke er distræte. De er stressede. Det kræver at man indretter arbejdsforholdene så der er noget overskud, og så de undgår uventede overraskelser som tager tid og kræfter.

Til gengæld kan og skal ledelsen også stille krav til de ansatte. Det kan jeg selvfølgelig sagtens skrive nu jeg er på vej ud. Imidlertid er realiteterne at det er nødvendigt hvis universitetet bare skal fastholde sin nuværende stilling. Andre universiteter arbejder hele tiden på at effektivisere og forbedre deres processer og de produkter som de leverer. Det kræver en åbenhed overfor nye ideer og bedre metoder og en vilje til at udvikle og efteruddanne sig, også selv om det kan føles grænseoverskridende. For eksempel at lade kolleger overvære ens undervisning og bagefter diskutere den. 

Måske skal man endda opmuntre forskere til at udvikle sig personligt. Jeg har set hvordan forskeres resultater kan afhænge af deres egne psykologiske muligheder og begrænsninger. Hvis de kan få støtte til at komme over nogle af deres begrænsninger og få øje på blinde pletter i deres forskning, kan det være en relativ enkel metode til at forbedre den.

Mine gode oplevelser

Jeg startede med at fortælle, hvordan jeg følte mig lettet over min opsigelse. Man kan så undre sig over hvorfor jeg ikke er søgt væk for længst. Jeg har nydt at undervise, jeg har nydt samværet med de studerende, og jeg kan forstå at en del af dem har haft det på samme måde .

Det er ikke blevet dårligere af at jeg synes studerende i dag gennemgående er personligt og fagligt dygtigere end da jeg selv læste. Jeg har været heldig og mødt mange kolleger som er personligheder på en positiv måde, og jeg har oplevet en fantastisk frihed til at arbejde med emner som jeg synes er både væsentlige og spændende.

Det kan blive svært at undvære.

 

Retur til start: www.georg.dk