Chancen for penge og publicering tæller højt
Bragt i Ingeniøren den 11. januar 2008
Men man kan roligt lade forskerne selv bestemme, hvilke emner de skal forske i, og hvilke metoder de skal anvende
Systemer
til styring af forskning bygger på en grundlæggende antagelse - nemlig
at forskere er dårlige til at vurdere, hvordan de kan få flest
resultater ud af deres anstrengelser. Ellers var der ingen grund til at
overlade beslutningerne til nogle centrale udvalg.
Imidlertid
har jeg lavet en lille undersøgelse som tyder på, at forskere
gennemgående er opmærksomme på værdien af deres forskning og gode til
at optimere den.
Baggrunden
er, at jeg i foråret 2007 underviste på et kursus på Datalogisk
Institut på Københavns Universitet. Min kollega Erik Frøkjær foreslog,
at de studerende skulle undersøge, hvordan forskere i praksis tog
beslutninger. Vi lavede en opgave, hvor de studerende i grupper skulle
interviewe en forsker om et konkret forskningsprojekt, hvilke
beslutninger han eller hun havde taget undervejs, og specielt hvilke
argumenter han eller hun havde baseret sine beslutninger på.
Forskellige slags forskere
De
studerende interviewede 24 forskere indenfor naturvidenskab og
empiriske fag. Forskerne spændte fra fire professorer til ni ph.d.
studerende, og projekterne spændte fra tre store med millionbudgetter
med en gruppe deltagere til små projekter, som en enkelt forsker lavede
uden et separat budget.
Det
gav nogle interessante resultater. Specielt når de studerendes
referater bærer præg af, at forskerne nød at fortælle og var ret åbne
om deres forskning. Der var 27 argumenter for valg af emne. Af dem var
otte baseret på en eller anden form for samfundsmæssig værdi. Det
skinnede igennem, at forskerne havde tænkt over argumenterne, og gjort
sig nogle konkrete og præcise overvejelser.
Konkrete og præcise overvejelser
Elleve
af de øvrige argumenter var baseret på personlig interesse, personlige
meninger eller kollegers mening, altså på forskernes forventninger om,
hvor de havde størst mulighed for at nå nogle interessante resultater.
Igen skinnede det igennem, at forskerne havde haft nogle grundige og
konkrete overvejelser, før de besluttede sig for et forskningsprojekt.
Valget
af emne var i høj grad baseret på muligheden for at få anvendelige
resultater. Til gengæld havde syv af de ti argumenter for drejning
eller afgrænsning af emnet at gøre med mulighederne for at få penge
eller for at få resultaterne publiceret. Flere forskere udtrykte, at de
efter at have valgt et emne af interesse, prøvede at dreje det, så de
lettere kunne få resultaterne publiceret.
Her
er der et alvorligt problem. Når videnskabelige tidsskrifter og
konferencer ofte afviser tre ud af fire artikler, så en enkelt negative
kommentar kan få en artikel forkastet, kan en forsker føle sig presset
til at undgå noget som hans eller hendes kolleger kan opfatte som
kontroversielt.
Jeg
har oplevet et andet problem, når jeg sad i møder, hvor man skulle
skrive ansøgninger. Når de fleste ansøgere ikke får penge, er der et
pres for at dreje beskrivelsen af emnet, så chancen for at få penge er
størst mulig. Det betyder, at dem, der tager stilling til ansøgninger,
ikke altid får en korrekt information, og at bevillingerne går til dem,
der er bedst til at ramme, hvad de bevilgende udvalg gerne vil læse, og
ikke nødvendigvis til dem der står med det bedste forskningsprojekt.
Penge er et problem
Fjorten
af de 27 argumenter for valg af metode var af rent praktisk natur, for
eksempel var de baseret på, hvilket udstyr forskeren havde til
rådighed. Her var forskerne pragmatiske.
Hvor
de valgte emne ud fra at den mulige værdi skulle være størst mulig,
valgte de metode ud fra at indsatsen for at nå resultatet skulle være
mindst muligt.
I
tre tilfælde valgte forskerne en bestemt metode, fordi de så ikke
behøvede at søge om bevillinger. Det var åbenbart så svært at søge om
bevillinger, at forskerne hellere ville reducere deres ambitionsniveau.
Måske fordi de fleste fonde kun behandler ansøgninger om ret store
beløb, samtidig med at de faste bevillinger er reduceret.
Det
betyder, at forskere enten må bruge tid på at skrive en ansøgning om et
stort beløb og håbe på, at de får det, eller også nøjes med at lave
det, som de ikke behøver at søge om penge til. Når de faste bevillinger
er udhulet, kan det være vanskeligt at få blot nogle få tusinde kroner.
Selv
om undersøgelsen er lille, rejser den nogle spørgsmål. Jeg oplever selv
hvordan arbejdet med at søge penge kræver tid og kræfter, som skal
tages fra forskningen. Samtidig lader det til, at forskerne er gode til
at overveje mulighederne og de konkrete problemer i deres forskning, og
at de har et dybt kendskab til deres eget område, som det er vanskeligt
at formidle i en ansøgning.
Det
peger hen mod en mere decentral og fleksibel proces til at afgøre,
hvilke projekter der skal laves. At dømme efter denne lille
undersøgelse kan man roligt lade forskerne selv bestemme, hvilke emner
de skal forske i, og hvilke metoder de skal anvende.