Formidling og døde kinsere

Bragt i Aktuel Naturvidenskab nr 3 - juli - 2007

I april måned var jeg inde og se udstillingen Bodies. Inde i mere end en forstand - for dem der ikke har set udstillingen kan jeg fortælle, at den består af en række døde kinesere som er præpareret med silikone og dissekeret så man for hver krop ser stadig dybere ind i muskellag og organer.

Udstillingen har rejst en etisk diskussion, da der efter sigende mangler dokumentation for at dem der har leveret materialer til udstillingen har givet lov til at deres kroppe anvendes i den. Det vil jeg komme tilbage til.

Min niårige datter havde hørt om udstillingen og faktisk var hendes opfordringer en væsentlig grund til at jeg kom ind og se den. Også selvom hendes mod var ved at svigte, da vi havde købt billetter og stod ved trappen op til udstillingen. Samtidig var jeg forberedt på at skulle styrte ud med hende og yde psykologisk krisehjælp efter mødet med de første døde kinesere.

Sådan gik det ikke. Den første af de afdøde var præpareret og opstillet, så han mere lignede en skulptur af et levende menneske end en død krop. Det eneste problem var faktisk at min datter hele tiden løb i forvejen, da hun ikke  kunne vente på sin gamle far som ville se alle detaljerne.

Der var nemlig detaljer. Disse afdøde mennesker gav mig for første gang et indtryk af hvor kompliceret menneskekroppen egentlig er, og hvor godt de enkelte dele passer sammen. Jeg kunne se utallige detaljer som ikke kunne komme med i en model eller på et billede, og jeg havde følelsen af at være i rum med kroppene - som oplevelsen af skulpturer på et museum.

Samtidig kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til de andre besøgendes reaktioner. En del havde små børn med som svingede mellem fascination og kedsomhed, som kun børn kan gøre det, og der var en del med medicinsk baggrund som udpegede detaljerne i de udstillede kropsdele som var de gamle bekendte på et billede. Ellers morede jeg mig over hvor mange gæster der udpegede kropsdele eller organer som forskellige familiemedlemmer havde haft problemer med. Lige indtil jeg greb mig selv i at gøre det samme overfor min datter. Et eksempel på at det er det nærværende som for alvor gør videnskaben interessant.

I alt tilbragte vi over to timer i udstillingen, og vi var sikkert blevet længere hvis der havde været en cafe hvor vi kunne stoppe op og få en forfriskning. Måske i nærheden af de indre organer som lå så tilpas langt inde i udstillingen at man havde brug for at samle kræfter til resten.

Sikken tanke. Denne udstilling rejser nogle formidlingsmæssige spørgsmål. I sammenligning med den er en stor del af det ellers udmærkede eksperimentarium nærmest legetøj, eller bliver i hvert fald opfattet som legetøj af mange af de besøgende børn. På denne udstilling var der kun kroppe med forklaringer og ingen plancher eller diagrammer.  Man inviterer til ro og fordybelse i stedet for at ville aktivere, og det er min fornemmelse at det alt andet lige giver en bedre formidling.

Samtidig har man gjort noget ud af æstetikken, og det er nok derfor børn kan klare udstillingen. Kroppene var tørre og absolut lugtfri. I modsætning til almindelige medicinske samlinger var stemningen som et kunstmuseum, og det lader til at børn især bliver bange for mørke eller en underlig stemning. Ikke mindst når de kan mærke at mørket eller stemningen påvirker de voksnes reaktioner.

Udstillingen demonstrerer begrænsningerne i selv de bedste computersimuleringer. De kan ikke gengive alle detaljerne og selve den engagerende følelse af nærvær. Derfor var det også heldigt, at arrangørerne ikke var faldet for fristelsen og havde opsat computerskærme med yderligere informationer. Specielt da jeg ofte har set hvordan børn på museer styrter hen til skærmene uden at bruge tid på selve udstillingen.

Endelig er der spørgsmålet om tilladelser fra dem der har lagt kroppe til udstillingen. Det er noget som en del museer helst vil være fri for at diskutere. Forskellen på Tollundmanden og disse kinesere som er døde for få år siden er, at han med sikkerhed ikke har givet tilladelse til at lade sig udstille. Til gengæld er de alle forvandlet til skulpturer. Jeg kunne ikke undgå at tænke på, at det langt fra er det værste minde man kan sætte sig.

Efterskrift:

Efter at jeg havde skrevet artiklen og efter en rejse i Asien, regnede jeg ud hvor kroppene på udstillingen nok stammede fra. De måtte stamme fra personer som var døde på hospitalet, og hvor familien ikke kunne eller ville betale regningen. Hospitalet ville så nægte at udlevere den afdøde, ligesom det ikke ville udskrive en patient før regningen  var betalt. Om det er rigtigt eller forkert ved jeg ikke. Det er synd for familien. På den anden side vil hospitalet nok være mere firkantet i sine krav til forudbetaling, hvis det ikke havde denne klemme på familien. Det vil så igen betyde at flere patienter bliver afvist.

Retur til start: www.georg.dk

Til toppen af siden