
H vornår skal man gifte sig med en udenlandsk kvinde og hvornår
skal man lade være
Jeg får ind imellem e-mails fra danske mænd som overvejer at komme
i kontakt eller gifte sig med en udenlandsk kvinde. Derfor disse
erfaringer, som både er baseret på min egen bog og på beretninger
jeg har hørt.
Hvis du ikke kan få et ægteskab til at fungere sammen med en dansk
kvinde, så skal du lade være at gifte dig med en udenlandsk kvinde:
- Du skal have en bolig og en indtægt så du kan give din ægtefælle
en ordentlig tilværelse. Ellers er det næsten sikkert at det går
galt. Uanset hvor hun kommer fra, så skal hun opgive sit land
og det hun kender for at bo sammen med dig.
- Du skal være i stand til at behandle en ægtefælle med kærlighed
og respekt. Kærlighed er noget man kan gøre sig fortjent til,
det er ikke noget man kan købe. Uanset hvor travlt du har med
dit arbejde, skal du kunne vise at du har tid til hende.
- Du skal have en personlig situation hvor du har overskud. Når
din kone kommer til Danmark, er det dig der skal være den stærke,
derfor går det ikke hvis du har alkoholproblemer, stadig hænger
fast i den sidste skilsmisse, eller blot er generelt umulig at
være sammen med.
- Du regner med at kunne få et gammeldags dansk parforhold hvor
hun laver alt husarbejdet, og i øvrigt lader være at forstyrre
dig. Du må regne med at I skal blive enige om hvordan I skal indrette
jeres tilværelse, og at du også må give dig.
Hvis du ikke kan acceptere hendes baggrund og kultur, så skal
du lade være:
- Du må acceptere at hun har brug for at have venner fra sit hjemland.
Det nytter heller ikke at du insisterer på at I skal spise kartofler
hver aften hvis hun kommer fra et land hvor man altid spiser ris.
- Du skal acceptere at din kone føler et ansvar overfor sin familie
og at hun forventer at I hjælper dem. Du må forstå at det der
for dig er en overskuelig månedlig udgift, kan være et spørgsmål
om liv eller død for dem. I øvrigt er et typisk beløb til familien
på 6-800 kroner om måneden (til gengæld har I lov til - I er nødt
til - at sige nej til nogle af dem som beder om penge).
- Du regner med at det kun skal være et kortvarigt eventyr, og at
du kan sende hende tilbage når du begynder at kede dig. Du må
forstå at det er alvor for hende når hun opgiver sin tidligere
tilværelse og flytter sammen med dig.
Du skal passe på hvis:
- Du møder en kvinde mens du er afsted en uge på ferie, eller mens
du er træt eller lider af jet-lag. I den slags situationer er
du ude af stand til at tænke klart. Prøv i det mindste at komme
lidt væk eller at tænke i ro og fred over tingene.
- Du har en følelse af at hun ikke passer sammen med dig. Præcis
ligesom hvis hun var en dansk kvinde, så skal I passe sammen i
temperament og interesser. En god test er at tage et billede af
jer sammen i fuld figur eller at forestille dig hvordan det vil
se ud. Hvis I ikke ser ud som et par, skal du tænke dig om to
gange.
- Du kan ikke forstå hendes reaktioner, og du kan mærke at der er
noget som hun ikke vil fortælle dig. Måske har hun ikke fortalt
at hun er gift og endnu ikke skilt. Måske har hun lige som dig
skrevet med tre forskellige og endnu ikke besluttet sig. Måske
går hun stadig væk og vakler mellem ægteskabet med dig og en forelskelse
i en anden.
- Du har ikke mødt nogen fra hendes familie, eller også har du mødt
dem og de er sådan at du er bange for dem eller ikke kan lide
dem. Når I er gift, er du også i familie med dem. Desuden siger
familien en hel del om det miljø og de mennesker som har fomet
hende.
- Jeres aldersforskel er for stor. Det kan give problemer hvis hendes
liv først skal til at starte, mens du snart skal på pension.
- Hun har børn i forvejen. Du skal så være indstillet på at behandle
dem som dine egne børn. Selv hvis du gør det, giver børnene let
anledning til konflikter.
- Hun virker som en gold-digger, som om hun er mere interesseret
i penge end i dig, eller som om hendes forventninger til dig er
helt urealistiske.
Du skal prøve at blive gift med en udenlandsk kvinde, hvis du
vil sætte noget ekstra ind på at få en ægtefælle som er dejligere
og dygtigere end du kan gøre dig håb om at finde i Danmark (selvfølgelig uden garanti for at du får det):
- Du føler dig tiltrukket af det eksotiske, også så meget af du
kan acceptere at det bliver en del af din daglige tilværelse.
Du kan endda møde en kvinde som synes at du selv er eksotisk og
spændende.
- Du vil gerne opleve at en kvinde føler at du er fysisk tiltrækkende.
Selvom du ikke er bodybuilder kan du godt ligne en amerikansk
filmstjerne mere end de fleste af de lokale mænd i et asiatisk
land.
- Hvis du er ingeniør eller arbejder med computere, kan du opleve
at dit erhverv er meget prestigefyldt i asiatiske lande, mens
det nærmest er det stik modsatte blandt kvinder i Danmark. Hvis
computere er en stor del af dit liv, kan du endda finde en asiatisk
kvinde som også har taget en computeruddannelse (de er ikke så
bange for matematik og teknik som danske kvinder).
- Du ønsker dig en ægtefælle som er ung og attraktiv. Måske vil
du gerne have børn selv om du er midaldrende. I Danmark er der
en norm om at et ægtepar helst skal være jævnaldrende. Der er
andre lande hvor kvinden lægger mere vægt på at manden virker
stabil og at han kan sørge for hende.
- Du vil have et ægteskab som bygger på at man giver hvad den anden
ønsker sig og har brug for. Du er træt af det kontrakt-ægteskab
som mange danske kvinder lægger op til, hvor hun fører nøje regnskab
med hvem der gør hvad, og hvor meget af tiden går med at forhandle
frem og tilbage.