To måneders ophold i en lille by på Mindanao

Bragt i Lejreposten den 9. juni 2003 (en hilsen til byen vi bor i)

Vi har tilbragt to måneder i en lille by i den sydlige del af Filippinerne. Ligesom det meste af Filippinerne er byen fredelig, ja nærmest søvnig. Efter klokken otte om aftenen hører vi kun cikaderne og ind imellem mobiltelefoner som ringer i det fjerne.

Vi har lejet første sal i et hus, og ligesom andre filippinske huse er der masser af huller så man får en frisk brise gennem det. Vi bor lige ved centrum med udsigt over en velplejet park med legeplads, musiktribune og en statue af deres nationalhelt, lægen og forfatteren Jose Rizal. Den er i øvrigt lige blevet malet med farver så den vil passe fint på en konditorkage.

Filippinske huse er det man i Danmark kalder tæt lavt byggeri. Med lidt held kan man følge udsendelserne i naboens fjernsyn. Til gengæld er gaderne brede med fortove og rabatter. Børnene leger på gaden, folk sidder ved fortovet og snakker, man hænger tøj til tørre i rabatten, og nogle stiller deres potteplanter derud. Sådan som klimaet er, er der ingen grund til at have dem indeni huset.

Det lokale turistkontor har fortalt os at der ikke er noget at se i byen.

Det er nu ikke helt rigtigt. Der er et marked med friske fisk og grøntsager, og det går helt amok og spærrer hovedgaden om fredagen hvor der er boder med genbrugstøj, tørret tobak, naturmedicin, plastikbaljer, kinesisk tingel-tangel og et mylder af mennesker. Der er et virvar af små butikker som er endnu mere forvirrende fordi mange af dem har to forskellige funktioner, det lokale apotek sælger isvafler og den lokale barber er samtidig skrædder. Heldigvis taler de fleste en smule engelsk, så jeg kan spørge mig for.

Det ligner en helligdom, men det er en bod på markedet, fotograferet om aftenen

Den offentlige transport består af små busser, der er så lave at jeg skal ned på hug og hoppe som en frø når jeg skal ind og ud. Til gengæld kører busserne til den nærmeste større by hvert tiende minut, og filippinere snakker ofte og gerne med fremmede, så jeg får nogle gode historier med på vejen.

Vi har oplevet fiesta, en kombineret byfest og familiedag med messe om morgenen, og derefter en hel dag hvor man besøgte familie og venner i byen, eller fik besøg, spiste og drak, og endelig diskotek i den lokale sportshal til efter midnat.

Jeg har sejlet med en fiskerbåd til en koralø halvanden time udenfor kysten, og dykket direkte fra båden ned til korallerne. Vi har været ved stranden og badet i det varme blå vand, og vi har drukket sød mælk fra friskåbnede kokosnødder.

Der er fyldt med mennesker alle vegne, især børn som står og kigger med deres store mørke øjne, som griner genert og holder fingrene for ansigtet når vi kigger på dem. Til gengæld er de voksne åbne og ivrige efter at snakke. Der skal ikke så meget til for at klare sig, der er tid til at slappe af, og man tager ikke problemerne på forskud. Det er måske også meget godt. Der er mange som har så lidt at jeg ikke kan forstå hvordan de kan klare sig, og der er high school lærere som efterlader mand og børn og tager arbejde som hushjælp i Chicago fordi lønnen er dobbelt så høj og familien behøver penge.

Det er ikke tilfældigt at vi har valgt at holde barselsorlov i dette hjørne af Filippinerne. Min kone er vokset op i en landsby nogle kilometer udenfor byen. Et af de mange steder hvor folk stadig bor i bambushuse på bakkerne der ligger som øer midt i rismarkerne, og hvor børnene hver dag rider familiens karabau, vandbøffel, ned til floden så den kan få sig et bad.

Min kones familie skulle se vores lille baby, og desuden kan vi forkæle os selv. Det er skoleferie og to af min kones kusiner har fået feriejob med bleskift, opvask og rengøring i huset. Udvalget af babyting er bedre og billigere end i Danmark, og Filippinerne er et børnevenligt land, hvor man er ekstra velkommen når man kommer med et lille barn. Desuden er det rart at kunne tage fire stykker ud at spise på restaurant og slippe for under fyrre kroner.

Retur til start: www.georg.dk

Til toppen af siden