
| Artikel |
Tænk nyt
Bragt i Jyllandsposten den 23. september 2007
Jyllandsposten bragte 16. september en større artikel om hvordan landdistrikternes overlevelse var truet, fordi de unge kvinder forlod dem. Derfor er der brug for nytænkning.
Blandt andet på Filippinerne, i Rusland og i Ukraine er der et overskud af kvinder som gerne vil stifte familie, og som har svært ved at finde en ordentlig ægtemand. At en filippinsk kvinde desuden kan synes at en dansk landmand eller tømrer ligner en amerikansk filmstjerne mere end nogle af de lokale mænd, øger kun chancerne for et godt forhold.
Det kan lyde som en i mere end en forstand radikal løsning, men faktisk er der fortilfælde. Japan har oplevet en tilsvarende kvindeflugt fra landdistrikterne, hvad der førte til en lang række ægteskaber mellem japanske landmænd og filippinske kvinder. Det forlyder endda at en gruppe ledere fra en landsby, som vidste at dens fremtid stod på spil, tog til Filippinerne for at vise deres officielle opbakning til tværkulturelle ægteskaber.
For og imod
Hvad er så argumenterne mod en udvikling som kan redde landdistrikterne og give både danske mænd og udenlandske kvinder en bedre tilværelse? Man kan argumentere for at det er umoralsk når danske mænd og udenlandske kvinder går målrettet efter at finde en passende partner, men det er næppe mere umoralsk end de datingsider som stortrives i Danmark.
En kønsforsker har fremhævet at nogle mænd som gifter sig med udenlandske kvinder ønsker en traditionel arbejdsdeling i hjemmet. Imidlertid er det fortsat almindeligt accepteret at et ægtepar selv må bestemme hvordan de deler pligterne mellem sig, og i modsætning til de almindelige fordomme er udenlandske kvinder ofte handlekraftige og i stand til at give en dansk mand med- og modspil.
| Retur til start: www.georg.dk | Til toppen af siden |